Last modified April 24, 2015 by root

Referencer, Ledelses- og teamudvikling

Referencer, Ledelses- og teamudvikling

Claus Pakmor, Senior Vice President, Controlling & Accounting, MAN Diesel & Turbo

“Vibeke Heckmann har været coach og konsulent i vores Controlling & Accounting afdeling de sidste 5 år. Her har hun været med til at udvikle vores strategi og har været en god sparringspartner ved implementeringen af strategien indenfor vores 3 fokusområder; Kunder & Service, Arbejdskultur og Ledelse.

Hun har fungeret som coach for mig og andre medarbejdere ifm ledelsesopgaver. Derudover har hun været med som ”trouble-shooter” og mentor i forhold til at forbedre samarbejdskulturen i flere afdelinger og på tværs af afdelinger. Altid meget velforberedt og en god facilitator på vores workshops.

Vibeke er altid god til at lytte og til at stille de rigtige spørgsmål. Hun hjælper med at finde løsninger såvel som at udarbejde og følge op på konkrete handlingsplaner. Hun har stor erfaring i, hvordan samarbejde og kommunikation mellem mennesker fungerer, og hvordan dette kan udvikles, ligesom hun udstråler gode sociale kompetencer og dermed skaber tiltro til sine anbefalinger og råd. Jeg tilskriver hende en stor andel i at samarbejdet på tværs af de forskellige medarbejdere og afdelinger i mit område har udviklet sig godt.

Personligt værdsætter jeg hendes positive udstråling og hendes gode humør – hun finder altid de rigtige ord og de gode historier i udviklingsprocessen. Jeg værdsætter hendes direkte, åbne og konstruktive face-to-face kommunikation, som har løftet mig til at kunne udføre mine arbejdsopgaver bedre og samtidig har styrket mine ledelsesevner.
Jeg kan anbefale Vibeke Heckmann som coach og som konsulent til alle, som har brug for professionel og engageret hjælp, hvor hjertet er med.”

Lars Peter Olsen, Vice President, Production Copenhagen, MAN Diesel & Turbo

”Vi har siden marts 2014 anvendt Vibeke Heckmann som konsulent til en række HR-relaterede opgaver. Opgaverne har været mangesidede, bl.a. support i forbindelse med organisationsændringer og udvikling, coaching, lederudvikling og rekruttering.

Vibeke besidder en meget stor indlevelsesevne og evner at begå sig på alle niveauer i organisationen. Lige fra vores timelønnede medarbejdere og til direktionsniveau. Hun har evnen til at ”fylde noget”, når det er nødvendigt og at træde i baggrunden, når det gavner processen. Vibeke er en evig kilde til inspiration og har en stor idérigdom, ligesom hun også har evnen til udfordre og holde én til ilden.

Fra de mangeartede opgaver Vibeke har løst for os, har hun vist at have HR-værktøjskassen i orden. Dog er Vibekes største styrke i min optik, at hun er praktiker – hun er en af de få, jeg har mødt, som mestrer de metodiske aspekter og samtidig kan få HR til at virke på et højt niveau.

Jeg kan anbefale Vibeke til alle, der har brug for en konsulent, som har hjertet med i sine opgaver og evner at flytte organisationen. Jeg står gerne til rådighed for uddybning.”

Peter Lykke Thomsen, Adm. Direktør / CEO hos Max Fodgaard A/S

”Jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med heckmann aps ved Vibeke Heckmann gennem flere år. Vibeke formår at sætte sig hurtigt ind i relevante problemstillinger. Hun evner at få opgaverne løst på bedste vis, hvor både virksomheden og de personer, der er involveret i projektet, får et meget positivt udbytte af samarbejdet.

Vibeke handler konstruktivt, og hun har den afgørende fokus og vilje, der skal til for at gøre en forskel. Alle opgaver løses med positiv energi, med iderigdom, med nytækning og med evnen til at udfordre og coache. Fokus på at løse en opgave, og et ønske om at kunne bidrage til udvikling er for mig at se en bærende og ægte egenskab i Vibekes arbejde. Derfor tror jeg, at de opgaver Vibeke arbejder med bliver løst, og nok så vigtigt at de bliver implementeret.

Ved rekrutteringsopgaver til centrale stillinger samarbejdede vi derfor også med heckmann aps og her benyttede Vibeke den indsigt hun har i virksomheden, til at finde de rigtige kandidater. Hermed sikres det vigtige match mellem kandidat og virksomhed.

Jeg kan anbefale heckmann aps som samarbejdspartner, og står gerne til rådighed for uddybning.”

Eva Thulesen Dahl, HR-Manager Nordic Region, Invacare A/S

”Jeg har arbejdet sammen med Vibeke i mere end 15 år i forskellige stillinger og med forskellige projekter.

At arbejde med Vibeke er altid positivt og til fordel for organisationen. Hun har ingen fastlagte koncepter, som hun skal følge, og derfor er det min oplevelse, at hendes udgangspunkt altid er kunden – og at hun lader opgaven udvikle sig ud fra kundens behov. Vibeke er meget ærlig og fortæller dig, hvis ting er ikke gjort godt nok, eller hvis du ikke performer til dit bedste. Hun er meget forretningsorienteret, men går aldrig på kompromis med sin integritet. Derfor vil du altid få en ærlig feedback, som vil hjælpe dig og din virksomhed.

Vibeke følger altid arbejdet til dørs. Hun er proaktiv i sin opfølgning og sikrer, at jeg/kunderne kommer i mål. Hun er med i projektet helt til afslutningen og forlader ikke dig/virksomheden før integrationen er sket, og udbyttet er i overensstemmelse med målet.”

Hanne Kjær-Kristoffersen, HR-Chef hos Boligselskabet Sjælland

”Boligselskabet Sjælland har arbejdet sammen med Vibeke i forbindelse med en serviceuddannelse for samtlige medarbejdere – en blandet skare, som omfatter ejendomsfunktionærer, administrative medarbejdere og ledere på flere niveauer.
 
Formålet med serviceuddannelsen har været at definere, hvad god service er i Boligselskabet Sjælland, så vi er i stand til at yde en god og proaktiv service over for vores kunder. Samtidig er målet at gennemføre forvandlingen fra et administrationsselskab til en servicevirksomhed.
 
Serviceuddannelsen har strakt sig over et helt år og indeholdt 3 medarbejderdage, hvor alle medarbejdere på kryds og tværs samarbejdede om konkrete opgaver. Mellem medarbejderdagene var der indlagt dage, hvor de enkelte teams arbejdede videre med opgaverne for at forankre indsatserne samt gøre tingene mere konkrete og nærværende for det enkelte team og den enkelte medarbejder.
 
Vi er nået langt – men vi har fortsat en vej at gå for at nå i mål. Med andre ord så er vi i gang med det lange seje træk.
 
Vibeke har været god til at sætte sig ind i selskabets situation og samtidig møde folk, der hvor de var – ingen akademisk konsulentsnak, men en pragmatisk tilgang med handling bag. Vibeke har formået både at arbejde med den enkelte leder, med processerne i grupper og ikke mindst over for den samlede flok. Vibeke går op i detaljen, og ved medarbejderdagene, hvor vi samlede alle 230 medarbejdere, havde Vibeke styr på selv de mindste detaljer. Det gav en utrolig tryghed for os.
 
Jeg har før arbejdet sammen med Vibeke – og jeg gør det gerne igen.”

Per Storm, tidligere Executive Vice President Sales & Market hos Bluegarden A/S (tidligere Multidata A/S)

”Jeg har kendt Vibeke Heckmann siden 2006, hvor jeg fik kontakt til Vibeke i forbindelse med jobsøgning. I den forbindelse blev Vibeke min coach de næste 4 år, og jeg bruger fortsat Vibeke som sparringspartner på min egen karriere, men også i forbindelse med Bluegarden (tidligere Multidata) og min ledergruppe samt min salgsstyrke. Nedenstående dækker et længere samarbejde i perioden maj 2008 til maj 2015 hos Bluegarden.

Coach
Vibeke har en meget stærk personlighed, der smitter med positivitet og glæde, og samtidig rykker én ud af komfort-zonen og giver plads til udvikling. Vibeke er en meget stærk coach og sparringspartner både i forhold til den personlige udvikling og den situation, man befinder sig i. Personligt har Vibekes coaching haft afgørende betydning for min personlige udvikling og udvikling som leder. Vibeke har vist tillid, tro, nye veje, vedholdenhed, vilje, værktøjer, inspiration og ikke mindst introduktion til Vibekes store netværk, hvor jeg har mødt mennesker, der har oplevet det samme.
 
Forretning
Vibeke har en fantastisk evne til at kombinere udvikling af den enkelte med det at skabe forretning. Vibeke forstår ”at gøre det lækkert” og nærværende og samtidig enkelt og lige til, til trods for at vi står overfor personlig udvikling, der kræver det lange seje træk.

Konkret har jeg brugt Vibeke til at indgå i individuel ledercoaching med mine 5 teamledere i ledergruppen med henblik på at frigøre 40% af ledelsestiden til forretningsudvikling – og det er lykkedes. I dag har jeg en ledergruppe, der har rykket sig fra at være ledere, der brugte tid på detaljer og kontrol - til ledere, der delegerer og kan arbejde i helikopteren og tale forretning. En udvikling, der har meget stor værdi for virksomheden i dag og fremadrettet.

I en anden konkret opgave har jeg brugt Vibeke til at coache mine Key Account Managers og Salgschefer i 2014 og 2015. Formålet var at sikre at salgsmål nås. En individuel tilgang for at gøre dem mere professionelle og sikre at møder er forberedt ordentligt, gennemføres effektivt og følges op. Her har været tale om sambesøg og kontakt til kunder, for at høre hvordan kunden oplevede mødet med Bluegarden, og hvad der kan gøres bedre. Igen en effektiv og meget positiv oplevelse for både medarbejder og kunder.

Kunden i centrum
Vi har kørt en møderække, hvor Vibeke har sat kunden i fokus, og hvor jeg og mine teamledere møder kunder gennem kundemøder for dermed at få input til ”vores” 40% forretningsudvikling. Det har allerede nu betyder meget i vores forretningsopfattelse og den tilgang, vi hele tiden skal have, nemlig at alt vi gør, giver mening for kunden. Målet er, at lederkolleger i organisationen skal møde kunder sammen med mine teamledere, for dermed at bringe den del af organisationen tæt på kunder, som de ikke møder i hverdagen.

Vibeke har dannet rammen om denne rejse og hendes personlige gennemslagskraft, erfaring, evne til at lytte og vende alt til noget positivt, samt hendes mange og kreative ideer gør dette til et projekt, som prioriteres, og alle ser frem til.
 
Jeg kan kun på det varmeste anbefale Vibeke Heckmann som samarbejdspartner.”

Mads V. Olesen, Adm. Direktør / CEO hos STRÖMMA Danmark A/S

”På given foranledning skal jeg her give mine anbefalinger af heckmann aps, som leverandør af varierende konsulentydelser.

Jeg har gennem de seneste år anvendt heckmann aps, til henholdsvis rekruttering, personlig coaching og som facilitator i forbindelse med en større organisatorisk forandringsproces.

Særligt vil jeg fremhæve den hjælp jeg fik i forbindelse med et stort projekt, hvor jeg i en tidligere stilling skulle sikre en organisationskulturs totale turn-around. Projektet løb over et års tid og forandringen i medarbejdernes syn på kunder og samarbejde på tværs i organisationen, var mildest talt chokerende positive. Således blev en negativ spiral, med dalende omsætning og indtjening, vendt til kraftigt stigende omsætning (periodevist dobbelt op) og positiv bundlinje. At det personlige engagement og trivslen så oven i købet blev stærkt forbedret, taler for sig selv.

Jeg mener, at heckmann aps gjorde en meget positiv forskel, hvor specielt konsulenternes professionalisme, fornemmelse for individet og deres direkte respons på forkert adfærd, var til meget stor gavn for forandringsprocessen. Kendetegnende for alle opgaverne har været det udsædvanligt stærke engagement, vi er blevet mødt med i alle vores udfordringer.

heckmann aps har til hver en tid leveret varen, og jeg kan varmt anbefale selskabets ydelser, når der skal tages action. Jeg står gerne til rådighed for at uddybe mine anbefalinger, såfremt dette måtte være ønskeligt.”

Carsten Reves, tidligere Områdedirektør i Roskilde/Frederikssund hos Nordea Bank Danmark A/S

”Vi har gennem mange år haft samarbejde med Vibeke Heckmann og dermed konsulentfirmaet heckmann. Vi har brugt heckmann til at lave organisationsudvikling, sparring og coaching af mig selv og mine ledere. Vi har været til mange meget inspirerende arrangementer og workshops. heckmann har en meget fin balance mellem hjerne, hjerte og hænder.

Vibeke er god til at se den enkelte leders indhold og potentiale. Samarbejdet er både seriøst og let. Vibeke har et skarpt hoved, og samtidig er der fokus på det gode arbejdsliv, som i heckmann regi hedder trivsel. Der er overskud i god trivsel for medarbejdere, kunder og ledere. Overskuddet skal forstås, til både virksomheden og til de enkelte interessenter; menneskeligt og i penge. Endelig er det vigtigt for heckmann, at der bliver sat handlinger bag ved ordene. Hvis vi har en ide, skal vi få noget til at ske.

Jeg kan give konsulentfirmaet heckmann mine bedste anbefalinger.”

Carsten Jøns Nielsen, tidligere Eftermarkedschef hos EvoBus Danmark A/S

”Igennem det seneste år har jeg haft fornøjelsen at gennemføre 2 projekter med Vibeke Heckmann som solid ankerkvinde.
 
Første projekt, var et kursus for hele ledergruppen i eftermarkedsorganisationen, der omhandlede salgsteknik og afholdelse af kundemøder.

Forløbet strakte sig over 4 måneder. Det blev indledt med et meget inspirerende og givende seminar, hvor Vibeke med entusiasme, humor og kyndig hånd, ledte os alle igennem et spændende og udviklende forløb i salgsteknik.
Det fortsatte i et – ud fra min erfaring med konsulenthuse - noget utraditionelt forløb, hvor Vibeke og hendes organisation deltager i planlægning, gennemførsel og evaluering af henved 25 kundebesøg. Dette succesfulde forløb gav omgående målbare positive resultater på toplinien.
 
I forlængelse af ovennævnte projekt har vi i 2011 gennemført et servicekultur projekt for hele eftermarkedsorganisationen. Denne opgave har været meget bunden, da konceptet er udviklet af vort moderselskab, og skal gennemføres i de enkelte europæiske lande med lokale moderatorer.

Her har Vibeke vist en anden side af sit store talent. Hun har demonstreret både analytisk evne og empati i forhold til vores virksomhed og vores kundeunivers. Hun har således sikkert og professionelt været i stand til at styre et kursusforløb med ca. 50 medarbejdere over 3 seminarer, så alle har ment, at de har fået en inspirerende og givende oplevelse.
 
Jeg vil også i fremtiden bruge heckmann aps til lignende opgaver, og jeg kan derfor uden forbehold give Vibeke Heckmann og hendes organisation min bedste anbefaling.”

Carsten Jøns Nielsen & Dorthe Lundby Pedersen, tidligere Eftermarkedschef & tidligere HR ansvarlig hos EvoBus Danmark A/S

”Vores samarbejde med konsulenthuset heckmann går tilbage til sommeren 2007, hvor vi sammen igangsatte et trivselsprojekt i den danske organisation. Dette blev starten på et fantastisk spændende, motiverende og handlingsorienteret samarbejde.

Vibeke Heckmann og hendes team af kompetente medarbejdere har med deres store erfaring, viden og empati formået at åbne vores hjerter (og hjerner!) med henblik på at få os til at yde det nødvendige for at opnå de ønskede resultater, menneskeligt såvel som fagligt. Der er blevet etableret et samarbejde baseret på gensidig tillid og respekt – i forhold til både ledere (opdraggivere) og organisationen som helhed.

Vibeke har en sjælden evne til at holde fokus på opgaven over en lang periode – målet mistes aldrig af syne. Hun kender os bedre, end vi selv gør, og hendes smittende entusiasme, varme og iver kombineret med en uudtømmelig kilde af god energi og konstruktive ideer gør, at man aldrig går tomhændet fra et møde med hende eller hendes kolleger. Tværtimod.

Også på rekrutteringsområdet oplever vi, at de kandidater, der har været igennem heckmanns ”maskine” tilkendegiver, at det har været et meget positivt og professionelt forløb – uanset om processen har resulteret i en ansættelse eller ej.

Vi medgiver derfor Vibeke Heckmann og hendes medarbejdere de allerbedste anbefalinger.”

Hanne Kjær-Kristoffersen, tidligere Personalechef hos Paranova-Gruppen A/S

”Jeg har i flere omgange trukket på heckmanns indsigt i det ”at skabe relationer”, senest ved et vellykket arrangement i Zoologisk Have. Medarbejdere og ledere på alle niveauer, og fra flere forskellige lande, arbejdede med virksomhedens fremtidige vision og værdier. heckmann fik hurtigt sat sig ind i virksomhedens behov. De formåede at klæde styregruppen på, så den – og dermed hele virksomheden - oplevede arrangementet som en succes. Samtidig var heckmann på en god og positiv måde usynlig den dag. De fik ting til at ske, mennesker til at mødes og bevarede samtidig jordforbindelsen.”

Dorthe Hjortskov, tidligere CFO hos Royal Copenhagen

”Når man møder et menneske, der lytter og coacher, er det umuligt ikke at overgive sig og lade sig rive med af begejstring over den inspiration, som man møder hos heckmanns kompetente medarbejdere. Vil man modtage den positive energi, der gives under et møde, føler man i nuet, at man kan overkomme alt – og til og med give mere af sig selv – arbejdsmæssigt og socialt. Samarbejdet med heckmann er virkelig en positiv og meget inspirerende oplevelse, som har hjulpet mig til at få et endnu bedre menneskesyn på mine kollegaer, og en tættere forståelse og respekt for deres meninger og synspunkter.

Med disse værdier kommer teamudviklingen af sig selv som en begejstring, hvor alle naturligt finder ressourcer til at yde en indsats for at nå det fælles mål.”

Hanne Gjørup Hansen, tidligere direktør hos Comwell Kolding a-s

”Vi har bl.a. benyttet heckmann til udvikling af vores erfarne ledergruppe. Idet vi selv anvender Master Management Personprofil til rekruttering og udvikling, falder det godt i tråd med de værktøjer, heckmann også gør brug af.
Vi sætter stor pris på samarbejdet med heckmann. Det høje forståelsesniveau vores 2 virksomheder imellem giver nogle proaktive handlingsmønstre. Respekten for heckmanns empatiske konsulenter fra vores ledere fører til en fortrolighed og vilje til udvikling, som er til gavn for såvel den enkelte som for virksomheden. heckmann forstår at gøre sig til en intern partner fremfor en ekstern. Det virker ægte, når vi siger vi om hinanden.”